
Prosero opkøber BUYSEC AS og BUYTEC AS i Norge
Prosero Security Group opkøber BUYSEC AS og BUYTEC AS i Norge og styrker udbuddet inden for adgangskortløsninger og billetsystemer.
BUYSEC blev grundlagt i 1994 af Kongsberg group og er i dag en totalleverandør inden for adgangskortsystemer og tilbehør med tilhørende serviceydelser, produktion og programmering af alle former for plastickort. Produkterne sælges både via et forhandlernetværk og direkte fra selskabets webshop til virksomheder og industri i Norden og en række europæiske lande.
I 2005 blev BUYTEC grundlagt. De tilbyder et økosystem af tjenester og produkter til eventbranchen, såsom elektroniske billetter, CRM-integration, automatiseret adgangskontrol samt understøttelse af loyalitets- og bonusprogrammer. Med nogle af Nordens største sports- og kulturarenaer som kunder og aftaler med førende systemleverandører har BUYTEC en stærk position på markedet. De to selskaber har tilsammen 11 ansatte og en samlet omsætning på 37 millioner NOK. Selskaberne har adresse i Mjøndalen et stykke uden for Oslo.
“BUYSEC og BUYTEC har eksisteret på sikkerhedsmarkedet i 28 år, og vi har opereret inden for IT-sikkerhed, ID-kort og adgangs- samt billet- og passérsystemer. I dag smelter sikkerhedssystemerne i stigende grad sammen, og så bliver det vigtigt med en bred sikkerhedskompetence for at kunne være på forkant med udviklingen Det er ofte en stor udfordring at drive vækst og håndtere ændret teknologi som et lille selskab. Vi er derfor glade for og tilfredse med at blive en del af Prosero-familien og ser frem til yderligere vækst”, udtaler adm. dir. og medejer af BUYSEC AS og BUYTEC AS, Hans Tommy Wilhelmsen.
“BUYSEC og BUYTEC adskiller sig en del fra de andre selskaber i Prosero-gruppen, men de vil supplere organisationen godt i kraft af, at mange af vores selskaber har brug for deres løsninger. Så vi ser store muligheder for positive synergier ved dette opkøb. Både BUYTEC og BUYSEC er solide selskaber med en meget velfungerende organisation og kundetilbud, og de vil blive drevet videre nøjagtig på samme måde som før”, siger Andreas Setting, Landechef Prosero Norge.
Prosero er Nordens førende leverandør af teknisk sikkerhed med lang erfaring i branchen og stærk lokal forankring over 100 steder i Sverige, Norge, Danmark og Finland.
Prosero består af lokalt førende sikkerhedsvirksomheder, som forener den mindre virksomheds nærhed og hurtige reaktionstid med den store sikkerhedskoncerns tryghed og digitale kunnen. Prosero tilbyder kompetence og leverer den førende sikkerhedsteknologi tilpasset den enkelte kunde og applikation. Tjenesteudbuddet inkluderer rådgivning, integration, drift, vedligeholdelse, service og overvågning af alarmer, adgangssystemer, kamerasystemer, låse og brandsikkerhed. Den samlede omsætning er mere end 2300 MSEK.
Nyheder